Så kom dagen hvor bierne flyttede ind i vores have. Inden de kunne flytte helt ind, skulle jeg have klargjort rammerne, som fulgte med mit Flow Hive.
Rammerne kommer uden tråd men i stedet med en liste, som kan sættes i toppen og som bierne kan bruge til selv at bygge tavlerne ud fra. Det tager dog længere tid og i Danmark det er vist mere reglen end undtagelsen blandt biavlere at tråde rammerne og montere en vokstavle så bierne ikke starter helt fra bunden.
Derfor startede vi med den del inden bierne fik lov at flytte ind. I sidste uge fik jeg bestilt bl.a. tråd, søm og vokstavler hos Swienty, så det var klar.
Processen var meget simpel – et par søm i enden af rammen, sno tråd omkring første søm og træk gennem hullerne, stram op og sno omkring det andet søm. For lige at stramme tråden ekstra, kørte vi en tur på tråden med en trådstrammer som lige snor tråden lidt.
Til sidst lægges vokstavlen på og der sendes strøm kortvarigt fra søm til søm så tråden varmes op og vokstavlen smeltes fast (her brugte jeg et 36V batteri fra min plæneklipper og ledninger med krokodillenæb – sømmene skulle knap nok røres før tråden var opvarmet).
I magasinet med rammerne og bierne bagefter – så skal de bare udbygge dem så næste magasin kan komme på 😊